Internt brandvæsenet lukker

Beredskab

19.03.2019

Siden juni 1977 - altså i næsten 42 år - har det interne brandberedskab på Filadelfia slukket brandene i organisationen. Men nu er det slut. Årsagen til den sidste udrykning var en glemt brødrister. Alarmen lød som så mange gange før. De robuste støvler, dragter og hjelme stod parate til at hoppe i, mens sekundviseren på uret tikkede afsted.

De sidste aktive brandmænd Brian Jønsson, Jesper Truelsen og Bent Christensen har haft vagten i henholdsvis 18, 20 og 23 år. Alarmen er gået til brandcentralen og videre til brandvæsenet i Ruds Vedby samtidig med  at alarmen i lommen på de tre er lydt. 

- Nu bliver det noget andet. Nu kan vi sove trygt om natten uden tilkaldevagt, og tøjet og nøglerne behøver ikke ligge parate, forklarer de tre.

- Tiden er løbet fra bedriftsværnet. Det er svært at rekruttere uddannede brandmænd, og med kun tre mand på holdet er det svært at være så bundet, at man kan være på stedet på fem minutter 24/7, forklarer Jesper Thers, teknisk chef på Filadelfia. 

De sidste år har der kun været en enkelt udrykning årligt. Nye bygninger og bedre tekniske installationer gør, at brandene ikke opstår. 

Den nysynede brandbil håber på en samlers interesse. Mens Filadelfias Museum er interesseret i de gamle historiske ting. Minderne gemmer de tre brandmænd på.

Det psykiatriske Hospital brændte i sommeren 2010, men branden var så omfattende, at redningskøretøjer kom fra både Sorø og Næstved. 

- Jeg var den første til, som lagde vand på ilden, men det hjalp slet ikke, fortæller Brian Jønsson og driller kollegaerne, som var på ferie den dag og dermed ikke var med. 

Det interne beredskab har ofte kunnet være på pletten 10 minutter før Vestsjællands Brandvæsen. De tre kollegaer fra Filadelfia har været på flere brandøvelser for at være opdaterede på det nyeste viden og materiel. Senest dage i Korsør, hvor varmen og ilden overgik den vildeste fantasi.