Ny bog på International Epilepsidag

Martin Vinther Madsen

12.02.2019

Martin Vinther Madsen har været lærer/skolekonsulent i 17 år på Børneskolen og har efterhånden en stor viden om epilepsi, men særligt om de vanskeligheder epilepsien kan give børn og familier.

- Jeg har mødt hundredvis af børn med epilepsi. Mange af dem kæmper seje kampe for at følge med i skolen og leve et almindeligt liv på trods af deres epilepsi. Mange af deres historier og kampe går lige i hjertet på én. Jeg har derfor forsøgt at lave en fortælling som børn og familier med epilepsi kan spejle sig i og samtidig lave en bog, som kan være med til at udbrede kendskabet til epilepsi hos folk, som ikke aner noget som helst om sygdommen. Det har været meget vigtigt for mig, at bogen skulle indeholde de kvaliteter, som jeg synes, en god børnebog skal indeholde, så den gode historie kan indfange læseren og samtidig tilføre lidt viden.

- Ved siden af mit arbejde på Børneskolen er jeg også børnebogsforfatter og ’Anfald og Tryllestøv’ er min 17. udgivelse, så jeg har efterhånden også en del erfaringer med at skrive børnebøger. Derfor var det meget nærliggende at kombinere mine to erhverv og skrive en bog hvor omdrejningspunktet var epilepsi.

- I mit arbejde på Filadelfia undres jeg til stadighed over, hvor lidt viden der er om epilepsi udenfor Filadelfias mure, i den almindelige verden, om jeg så må sige.

- Epilepsi er i høj grad en' pårørendesygdom', forstået på den måde, at når et barn bliver ramt af epilepsi, er det hele familien der bliver ramt. Alt det som var normal dagligdag og familieliv inden sygdomme rammer, forsvinder pludseligt, og alt kommer til at dreje sig om anfald, medicin og det syge barn. Søskende kan let blive overset. Det er netop dét min bog handler om, i hvert fald overordnet set.

Den nye bog 'Anfald og tryllestøv' udkommer i dag den 12. februar, hvor det er International Epilepsidag. Noget af handlingen foregår på Epilepsihospitalet og i kantinen. Alle personer er opdigtede. 

Bogens handling

Frederiks lillesøster, Emma, har epilepsi med voldsomme kramper. Hendes anfald vil ikke gå væk. Under sine anfald synes Emma, hun kan se en fe. Frederik er overbevist om, at feen findes, og at hun har noget tryllestøv, som kan gøre Emma rask. Sammen med to venner, hvor en af dem også har epilepsi, drager han ud på en lang rejse i Danmark for at finde noget tryllestøv, der kan gøre søsteren rask. Anfald og tryllestøv er en fortælling om sammenhold og venskab, kærlighed, mod og fantasi. En anderledes fortælling om en drengs rejse for at redde sin søster.

Bogen udgives i samarbejde med Epilepsiforeningen på forlaget Tellerup