Rid for en sag

hest med rytter og venner

14.09.2017

I weekenden den 16. og 17. september byder 'Rid for en Sag' velkommen til et ridestævne i Aarup på Fyn. 86 ekvipager stiller op den ene dag og 80 den næste. Overskuddet går ubeskåret til Epilepsihospitalet, Filadelfia og Alzheimerforeningen. Og det er der ganske særlige grunde til. 

16-årige Maria Rasmussen har epilepsi og kender Epilepsihospitalet Filadelfia, hvor hun har fået god hjælp. Thomas Dyrebjergs mor har fået demens i en tidlig alder, så derfor skal Alzheimerforeningen også støttes. Maria Rasmussen har sammen med sin mor Helle Rasmussen og venneparret Thomas og Tina Dyrebjerg fået ideen til ridestævnet og arbejdet på at stable stævnet på benene.

På fotoet står Maria Rasmussen yderst til venstre, herefter Thomas Dyrebjerg og Helle Rasmussen. På hesten sidder  Sofie Eriksen, hvis far har demens. 

- Vi vil gerne give videre, at hvis man bliver ramt af sygdom, så kan man få et godt liv alligevel. Heste og dyr forløser noget, som giver livskvalitet. Nogle af de tilmeldte ryttere til stævnet har epilepsi. Det kan godt lade sig gøre. Andre er dog så ramt, at de nøjes med at være med i vores fotokonkurrence, fortæller Tina Dyrebjerg.

Vil gerne bakke op

Der er gået lang tid med forarbejdet, få styr på reglerne og hvilke konkurrencer, stævnet skal indeholde. Thomas Dyrebjerg har været ferm til at fremtrylle sponsorgaver til stævnet. Der er præmier for 17.000 kroner i alt, fordi sponsorerne synes, stævnet er en fantastisk ide. 

- Vinderne får fede rosetter med glimmer på og præmier som fx hestefoder eller hestemassage. Der er rigtig mange, som gerne vil være sponsorer og hjælpe med at samle ind til velgørenhed, fortæller Tina Dyrebjerg. 

Stævnet omfatter både spring og dressur. En dommer holder øje med at alt går rigtigt til.

Stævet begynder begge dage kl. 8 om morgenen og varer til sidst på eftermiddagen. Arrangørerne lægger vægt på, at det er hyggetræf, og alle er velkomne. Også selvom man ikke er verdens bedste rytter. Der er mulighed for at købe t-shirts, hvor der står 'Rid for en Sag'. Der er selvfølgelig også bagt kager og brygget kaffe til dagene i Lille Billeskov Horses ved Aarup.