Søg

  Search
Forside Filadelfia  >  Historie
  

Filadelfias historie

Filadelfia blev grundlagt i 1897, og der er sket en hel del siden. Mange kender Filadelfia som Kolonien Filadelfia, men navnet er ændret i 2007 i forbindelse med, at den selvejende institution overgik til at høre under Region Sjælland, da amterne blev nedlagt. Det er i øvrigt ikke første gang, navnet er ændret. Tidligere stavedes det Philadelphia og helt tilbage fra starten hed det faktisk Anstalten for epileptiske i Tersløse. 

Filadelfias grundlægger, lægen Adolph Sell, blev født i København i 1850 og begyndte sin lægegerning i 1876 ved Kalundborg. I 1877 købte han en eksisterende praksis i den del af Tersløse, der senere kom til at hedde Dianalund ved jernbanens indførsel i 1901.

Adolph Sell rejste meget og interesserede sig for den tids forskning i epilepsi, som foregik overalt i Europa, men vi skulle frem til 1897, før en gruppe af egnens borgere mødtes med det formål at oprette et hjem for epileptikere. På bedste foreningsmanér blev der samlet ind ved et ”udsalg”, sikkert noget i stil med vore dages loppemarkeder. Den rørende sum af 659 kr. i indtægter skabte grundlag for at indlogere de første patienter, og siden gik det stærkt med at bygge huse i bedste nybyggerstil.

Fra 1900 til 1902 voksede antallet af patienter f.eks. fra 42 til 115, hvoraf over 100 var epileptikere, som de blev kaldt dengang. I dag kalder vi dem mennesker med epilepsi. Resten af patienterne var sindssyge – en betegnelse, der heller ikke bruges mere, i hvert fald i medicinsk sammenhæng. De sindssyge blev til psykiatriske patienter på Psykiatrihospitalet, som hørte under Filadelfia til 1986, hvor det overgik til Vestsjællands Amt. Siden er det overgået til distriktspsykiatrien for Region Sjælland.

Ved Dr. Sells død i 1921 havde kolonien bredt sig over 150 tønder land med 550 patienter bosat i 30 bygninger. Ordet koloni var inspireret af udlandet, og ligesom nybyggernes kolonier måtte have en kirke, fornægter det kristne grundlag sig heller ikke her. Den første kirke blev indviet i 1904. Navnet Philadelphia havde ikke noget med Amerika at gøre, men er derimod det latinske ord for broderkærlighed. Den kristne holdning til kærlig pleje var et grundlag for kolonien og siden for diakonien ved Filadelfia.

I mange år var Filadelfia et stort set selvforsynende, lille samfund, der efter Dr. Sells hensigt skulle fungere som et hjem for de syge frem for en anstalt. De fleste opgaver bliver stadig løst internt, men som en virksomhed drevet efter moderne forretningsprincipper, er ”outsourcing” af ydelser også en mulighed, når det giver den bedste løsning.

 

  
 

H.I.Schou - Filadelfias historie

 
 
 

 

Filadelfia l Kolonivej 1 l 4293 Dianalund l Tlf.: 58 26 42 00 l Fax: 58 27 10 50 l filadelfia@filadelfia.dk