Om kommunikation mellem brugeren og Filadelfia

Der dukker tit spørgsmål op omkring kommunikationen mellem patient, pårørende og Filadelfia. Her har vi samlet nogle af de typiske spørgsmål og svar.

Hvordan får jeg svar på mine undersøgelser ?

Det er altid din kontaktlæge som giver svar på de undersøgelser du har fået foretaget. Du kan få svarene enten ved en telefonkonsultation, ved det ambulante besøg eller via et brev lægen skriver til dig.

Hvor lang tid går der, før jeg får svar på mine undersøgelser ?

Det er lidt forskelligt afhængigt af hvilken undersøgelse du har fået foretaget. Nogle undersøgelser tager det lang tid at få beskrevet.

Vi bestræber os på, at give dig svar så hurtigt som muligt. Du er altid velkommen til at ringe og høre om dit svar er kommet ca. 14 dage efter undersøgelsen er foretaget.

Kan jeg bede om at få en statusattest ?

Det er altid din hjemkommune som skal bede din kontaktlæge om at udfylde en statusattest. 

Du skal give kommunen tilladelse til at indhente denne.

Hvordan sender jeg en mail til Filadelfia ?

Da Filadelfia er en del af det offentlige sygehustilbud, benytter vi os af digital post. Første gang du modtager digital post - indkaldelsesbrev eller lignende - vil du også modtage et almindeligt brev i din postkasse. Brevet gør dig opmærksom på, at der er sendt digital post fra Filadelfia til din e-boks. Vær opmærksom på, at det ikke er al post fra det offentlige, der sendes digitalt, derfor bør du selvfølgelig stadig tjekke din normale postkasse.

Læs mere om sikker post.

Kan jeg sende en mail til min kontaktlæge hos Filadelfia ?

Den bedste måde at sende en mail til din kontaktlæge er via din E-boks. Her kan du trygt skrive alle dine oplysninger inkl. cpr. som vi meget gerne vil bede om ved henvendelser. 

Betragt almindelig email som et åbent postkost, derfor vil mail via E-boks være med til at beskytte dine personfølsomme data.

Mit barn er 15 år og får derfor sine indkaldelser i egen E-boks. Hvordan kan jeg som forælder hjælpe ?

Alle personer over 15 år vil automatisk modtage post fra det offentlige som digital post. Ønsker forældrene til det unge menneske at hjælpe med posten, skal der oprettes en læseadgang via E-boks. Borgerservice i din lokale kommune kan være behjælpelig med at etablere din læseadgang, husk at du ved henvendelse til Borgerservice skal have en fuldmagt fra dit barn.