Køber grund til bosted

Døgntilbud Nørrestrand

31.05.2023

Mennesker med epilepsi og hjerneskade får nu mulighed for at flytte ind på et botilbud ved Nørrestrand nord for Horsens. Det nye botilbud bliver en realitet efter at byrådet i Horsens godkendte salget tirsdag aften ved byrådsmødet. 

- Vi er meget glade for købet af grunden, som er placeret med flot udsigt ind over Horsens by. Botilbuddet vil få en afdeilng for unge, som har epilepsi og hjerneskade. Det bliver et helt særligt tilbud, som ikke findes i dag til de uge med epilepsi og hjerneskade, som har brug for en hverdag med støtte. Et tilbud som har været efterspurgt og haft bevågenhed, forklarer Leif Vestergaard Pedersen, bestyrelsesformand. 

Unge med epilepsi, som ikke kan bo selv, men har brug for et botilbud vil på Nørrestrand ikke alene opleve et moderne hjem, men også et fællesskab med andre unge, som de kan spejle sig i. Det er med til at forebygge den ensomhed, de unge med kroniske sygdomme kan have

Bostedet bliver en erstatning for døgn- og dagtilbuddet Stormly ved Juelsminde. De nuværende beboere og medarbejdere flytter med ind på det nye botilbud. Undervejs har man overvejet at renovere det gamle Stormly, men det var ikke muligt på en fornuftig måde. 

Byggeriet sker i to etaper. I første omgang bliver der bygget med plads til 24 boliger, som beboerne kan flytte ind i fra 2026. Adressen på Nørrestrand Alle 21 er tæt på god infrastruktur både til Horsens og Aarhus. Den er også tæt på bolig- og serviceområder og på den måde fremtidssikret. der er nem adgang for både beboere og pårørende.

Byggeriet Nørrestrand bliver bæredygtigt og CO2 neutralt. Biodiversitet sikres via sansehave og et mere vildt område med træer, buske blomster og urter. Grunden er på 10.000 m2.