H.K.H. Prinsesse Marie på besøg

H.K.H. prinsesse Marie med blomster fra 2015

01.05.2022

H.K.H. Prinsesse Marie besøger Filadelfia 2. maj kl. 13-16, når Filadelfia holder sit officielle 125-års jubilæum. Prinsesse Marie har flere gange besøgt Filadelfia som protektor for Epilepsiforeningen, som også deltager på dagen.

Regionsformænd, borgmestre, professorer og en række samarbejdspartnere fejrer Filadelfias 125-års jubilæum sammen med prinsessen.

Dagens program
Dagens program bliver styret af konferencier Peter Qvortrup Geisling. Filadelfias bestyrelsesformand Leif Vestergaard Pedersen byder velkommen til de 100 gæster, hvorefter Prinsesse Marie holder tale.

Filadelfias historie bliver fortalt og den nyeste forskning præsenteret. Desuden fortæller en af Filadelfias unge patienter Olivia Alberg, hvordan livet er efter epilepsikirurgi i 2019, hvor hun i en tv-dokumentar på DR medvirkede i programmet: ’Kampen for et bedre liv’. Hun har ikke haft epileptiske anfald siden.

Prinsesse Maries besøg afsluttes med en rundvisning i Neurofysiologisk Afdeling, hvor den nyeste teknologi og forskning vises frem. Prinsessen taler også med patienter.

Glade for besøget

- Vi er rigtig glade for, at Prinsesse Marie kommer og fejrer dagen med os, så vi sammen kan sætte fokus på hjernen - med hjertet. Prinsessens interesse er en vigtig støtte for os i arbejdet med forskning og udvikling, så ny teknologi og viden forbedrer indsatsen for patienterne, siger administrerende direktør Jens-Otto Skovgaard Jeppesen.

Filadelfia glæder sig til at fejre jubilæet med samarbejdspartnere i regioner, kommuner, hospitaler, universiteter og patientforeninger. Det er blandt andet et godt samarbejde, som har været med til at skabe fremskridt for patienterne gennem 125 år.

Filadelfia er rigtig stærke til at diagnosticere og behandle – ikke mindst fordi der samles mange patienter med kompliceret epilepsi på hospitalet. Det er meget komplekst at identificere det område i hjernen, hvor de epileptiske kommer. Der ligger mange timers arbejde bag udredningen, som klares af et tværfagligt team med læger, fysiologer, psykologer og mange flere. Behandlingen er de seneste år blevet endnu mere effektiv ikke mindst på grund af genetik, personlig medicin og specialdiæt.

Behandler tusindvis af patienter

I begyndelsen blev der indlagt ca. 50 patienter årligt. I dag har Filadelfia 6000 ambulante patienter på det landsdækkende hospital og 1350 patienter bliver årligt indlagt – på enestuer med moderne teknologi. Filadelfia kan hjælpe flere end vi gør i dag. Specialbehandling og en tidlig indsats gør en forskel.

Foruden epilepsihospitalet rummer Filadelfia også et rehabiliteringscenter for hjerneskadede, 4 døgn- og dagtilbud samt en specialskole og landsdækkende specialrådgivning.