Fantastisk samarbejde

Tre medarbejdere fra Sclerosehospitalet i Haslev

11.01.2022

Mette Måsson, Jette Larsen og Kajsa Rasmussen er tre af de fem medarbejdere fra Sclerosehospitalet i Haslev, som arbejder i Beredskabsafdelingen på Epilepsihospitalet.

Mette Måsson, Jette Larsen og Kajsa går nu hjemmevant rundt på stuerne sammen med de to andre kollegaer – Maria Larsen og Jane Sørensen – alle fra Sclerosehospitalet i Haslev.

- Det har været en rolig start efter nytår. Personalet har fået ansigt på hinanden og kender hinandens kompetencer. Der er ro på, fortæller Kajsa Rasmussen.

Beredskabsafdelingen er sammensat af fire afdelinger, som nu arbejder sammen om at løse de nye opgaver. 

- Medarbejderne fra Haslev er helt fantastiske og er sprunget ind i opgaven med positiv energi. Jeg kan kun være stolt over, at det går så godt med at løse opgaverne, siger ledende sygeplejerske Signe Madsen. 

- Vi har det samme menneskesyn, og epilepsihospitalets medarbejdere er hjælpsomme og bruger vores kompetencer og viden om fx kateder eller forflytninger. Vi bliver brugt på en positiv måde, forklarer Jette Larsen.

Beredskabsafdelingen har fungeret  siden 6. december 2021, hvor sengene har været fyldt op med patienter fra blandt andet Slagelse Sygehus, som led i Region Sjællands beredskab, så der er plads til patienter med Corona på Regionens andre sygehuse.

Andre patientgrupper end normalt

- Det er andre arbejdsgange og en helt anden patientgruppe, end vi er vant til. Vi har ikke nær så dårlige patienter på Sclerosehospitalet, forklarer de tre medarbejdere. 

Plejeopgaven er krævende. Der er tale om patienter, der kan have behov for morgenmad og personlig pleje i sengen.

- Man kan godt mærke, at det første døgn er patienterne utrygge og bekymrede. Efter et døgn er de glade og meget mere trygge. I starten spørger de meget til, om vi kommer, når de kalder – og det gør vi, forklarer Mette Måsson.

- Det er kommet bag på mig, hvor dårlige patienterne er. Både psykisk og fysisk. Nogle af patienterne ankommer modløse og uden lyst til at spise. De kan virke triste, forklarer hun videre.

Patienterne er udskrevet fra lokale sygehuse og er fx i venteposition til en plejehjemsplads, aflastningsplads eller til udskrivning til eget hjem.

Medarbejderne fra Haslev har alle meldt sig frivilligt. Jette Larsen var også på Epilepsihospitalet under den første periode med beredskabsafdelingen i 2021. Her oplevede hun, at hun var med til at gøre en forskel. Kajsa Rasmussen havde hørt godt om arbejdet fra kollegaer og kendte til patientgruppen fra et tidligere arbejde. Også Mette Måsson føler, at det er en pligt at bidrage midt i en pandemi.