Leif Vestergaard Pedersen og Kjeld Møller Pedersen

12.11.2021

Tidligere formand Kjeld Møller Pedersen har været med i lang tid. 20 år i bestyrelsen og de 14 som formand. Så man kan ikke sige, at han forlader posten i utide, da han ved receptionen sagde farvel til Filadelfia. Administrerende direktør Jens-Otto Skovgaard Jeppesen gav ham pæne ord med på vejen.  Arbejdet for Center of Exellence med ekstern evaluering, klinisk ekstern forskning og epilepsiindsatsen med regeringsbevillinger er samt opgradering af bygningsmassen er bare nogle af bedrifterne. Her til kommer, at Kjeld Møller Pedersen var på pladsen gennem krisen i 2011. 

- Et særligt kendetegn ved dig er, at du altid hænger din jakke på stoleryggen og smøger ærmerne op på skjorten. Du er fuld af energi og kan lide et godt stykke arbejde. Du har altid vendt lynhurtigt tilbage - også med rød blæk på dagsordenen. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen, sagde Jens-Otto Skovgaard Jeppesen. 

Også den nye formand Leif Vestergaard Pedersen gav Kjeld Møller Pedersen ord med på vejen.

- Tak for at fastholde ambitionerne på patienternes vegne. Du har været med til at køre Filadelfia gennem en kæmpe krise. Det var en overlevelseskamp, og man frygtede, at lysene blev slukket, og bygningerne forladt. Men det skete ikke - ikke mindst på grund af Kjelds indsats med at række hånden frem og lytte. 

- Da jeg fortalte i dag, at jeg skulle til Filadelfia lød det: Wow, det er et sted, som fortjener at stå i specialeplanen, sagde Leif Vestergaard Pedersen.

Kjeld Møller Pedersen var den sidste i talerækken

- Hold kursen og undgå høje bølger, lød det fra kaptajnen, inden der blev råbt hurra for Filadelfia.