Når du søger job hos Filadelfia

En jobansøgning er en præsentation af dig og dine kvalifikationer i forhold til den stilling, du kunne tænke dig at søge på Filadelfia. Ansøgningen bilægges et CV med uddybning af uddannelse, nuværende og tidligere ansættelser samt andre relevante kvalifikationer.

Ansøgning og CV modtages

Når vi modtager din ansøgning og dit CV, er der flere forskellige ting, vi kigger på. Vi ser naturligvis på din uddannelsesmæssige baggrund. Dertil kigger vi på dine personlige kompetencer, din tidligere erhvervserfaring og relevansen i forhold til den pågældende arbejdsfunktions opgaver, og på hvordan du formulerer dig i din ansøgning.

Filadelfia bekræfter modtagelse af ansøgningen

Når vi har modtaget din ansøgning, sender vi en bekræftelse til dig om, at vi har modtaget din ansøgning. Efter ansøgningsfristens udløb, udvælger et lille ansættelsesudvalg de kandidater, som vi ønsker at gå videre med i forhold til den konkrete stilling, og kontakter dem direkte. De resterende kandidater vil få et skriftligt afslag, når stillingen er blevet besat.

Ansøgning gemmes ikke til eventuel senere brug

Vi gemmer ikke din ansøgning, idet vi som en institution med driftsoverenskomst med det offentlige er forpligtet til at opslå alle ledige stillinger. Vi anbefaler derfor, at du holder øje med vores hjemmeside for yderligere stillingsopslag og søger aktivt på et af disse, hvis du ønsker at komme i betragtning til en stilling hos os.

Samtalen

Ansættelsessamtaler foregår som regel i den afdeling, der har opslået den pågældende stilling. Ansættelsesudvalget vil typisk bestå af lederen af den afdeling, hvor du evt. skal ansættes og fremtidige kollegaer. Samtalen skal hovedsageligt afklare dine faglige og personlige kvalifikationer, og den giver dig mulighed for at få uddybet eventuelle spørgsmål.

Find rundt på Filadelfia

Vær opmærksom om at vores afdelinger og institutioner ligger spredt ud over et stort område, så det er en god ide at tjekke den pågældende afdelings- eller institutions beliggenhed ud før en samtale.