Coronavirus - sådan forholder vi os

Coronavirus

09.03.2020

Filadelfia har på linje med flere hospitaler - valgt at indføre en række tiltag på Epilepsihospitalet, herunder Center for Neurorehabilitering, socialområdet og specialskolen Børneskolen for yderligere at begrænse risiko for COVID-19 hos patienter, brugere, pårørende og personalet. 

Mistanke om smitte 

Kom ikke ind på hospitalet, hvis du eller dine pårørende indenfor de seneste to uger har været sammen med nogle, som har Coronavirus - eller opholdt sig i risikoområder. Det gælder selvfølgelig også hvis du selv har været i områder med høj risiko for smitte. Du skal ringe til os på telefon 5826 4200, så vil personalet hjælpe dig. 

Indlæggelser

Epilepsihospitalet vil ringe patienter op tre-fire dage før indlæggelse for at afklare eventuelle risikokriterier. Opkaldet vil afgøre hvorvidt indlæggelsen gennemføres eller aflyses.

Kontrol og undersøgelse

Ved ambulante kontroller og neurofysiologiske undersøgelser vil patienter blive ringet op med tilbud om videokonsultation. De patienter, som ikke kan håndtere videokonsultation vil i lighed med indlæggelse få gennemført et opkald med afklarende spørgsmål for en vurdering om gennemførelse af forestående kontrol/undersøgelse eller eventuel aflysning.

Personale

Personalet følger særlige pålæg fra Sundhedsstyrelsen og Filadelfia har herudover valgt at indføre særlige tiltag for at styrke inddæmning af COVID-19.

Alle udenlandske besøg på Filadelfia aflyses, vores medarbejdere aflyser møder i udlandet og efter særlige regler møder i Danmark.

Der er særlig fokus på medarbejdere, som har været i kontakt med personer, der har været i områder med høj risiko for Corona.