Legat til forskning i familieliv

Anne Vagner Jakobsen

15.08.2018

Det var en meget glad Anne Vagner Jakobsen, der først på sommeren modtog legatet til projektet 'Kortlægning af belastningsfaktorer i familier med børn med epilepsi - inddragelse af patientrapportererede oplysninger til optimering af behandlingstilbud'.

- Det er et meget flot legat. Det er en stor anerkendelse, samtidig giver det en opbakning, som er uundværlig i arbejdet. jeg står ikke alene med projektet, der er et behov, som vi sammen kan gøre noget ved, forklarer Anne Vagner Jakobsen. 

Hun har interviewet 165 forældre til 140 børn med epilepsi, som er svær at behandle. Nu er hun i gang med at analysere materialet. Projektet går ud på at identificere dynamikken i de vanskeligheder børnene har. Projektet skal også belyse sammenhængen mellem forældrenes belastning og børnenes trivsel med henblik på at forbedre rådgivningen og behandlingen. 

- Vi ved meget om det, men det beror på internationale forskningsstudier. Der er ingen dansk forskning på området. Vi skal bruge dansk materiale og data for at kunne sætte de rette ting i gang, som kan bevare ressourcer i familierne, siger Anne Vagner Jakobsen. 

Epilepsiforeningens legat hedder 'Inge Berthelsens legat'.