Lærke Dunkan

12.04.2018

Lærke Dunkan arbejder som neurofysiologiassistent på Medicinsk Afdeling og Børneafdelingen på Dronning Ingrid Hospital i Nuuk. Her måler hun hjerneaktiviteten på patienter med epilepsi.

Hun møder hver morgen kl. 8 og får hjælp af sekretæren med, hvem der er indlagt, og hvem der kommer ambulant. Hvis man bor i Nuuk, kommer man som udgangspunkt ambulant. Hvis patienterne bor i en anden by, bliver de indlagt på hospitalet. De bliver transporteret med båd, fly eller helikopter. 

Jeg har brug for tolk

Afdelingerne har tre tolke, som Lærke Dunkan kontakter, hvis patienten ikke taler dansk.

- En sød tolk rettede på mig, da jeg tidligere havde spurgt en patient, om hun havde brug for tolk. 'Det er vigtigt, at du forstår, at det er ikke dem, der har brug for tolk - men dig. Du er jo på besøg her hos os, så du skal spørge dem: Får jeg brug for tolk?' Jeg blev naturligvis flov, for hun havde jo ret. Egentlig er det mærkeligt, at man kan tale dansk, så langt fra Danmark.

- Jeg spurgte en ung mand, hvor han havde lært at tale så godt dansk. Det er fordi, jeg elsker Anders And blade, svarede han. Børnene lærer også dansk i skolen. 

Når Lærke Dunkan ved, hvilke børn, der skal have hjerneaktiviteten undersøgt, går hun ned og hilser på dem. Her adskiller jobbet sig fra arbejdsdagen i Dianalund. Undersøgelserne er standard EEG på en halv time. Den indeholder hyperventilation og fotostimulation med en lampe. Mange - både børn og voksne har ventet op mod seks måneder på at få lavet et EEG. På trods af det er der stadig udeblivelser.

Spædbørn til EEG

- Jeg har enkelte akutte patienter og helt nyfødte spædbørn. Her er jeg temmelig uøvet, da jeg næsten ingen erfaring har med den patientgruppe fra Filadelfia. Her er det vigtigste at lave et tilfredsstillende EEG, som kan blive bedømt af den læge. EEG'erne bliver sendt til Filadelfia. De bliver gemt på en server, som automatisk sender undersøgelserne videre hver midnat, forklarer Lærke Dunkan. 

Hun forsøger at nå de fælles pauser, så hun også får en snak med kollegaerne. Til frokost i kantinen frister varme retter fx med rensdyrhjerter. Lærke Dunkan styrer udenom og klarer sig med rugbrød. Det kender hun.