Hestene vækker sanserne

hestevogn Brommeprken

22.12.2017

Hestenes rytmiske hovslag, vinden i kinderne og fællesskabet i hestevognen gav en helt særlig oplevelse inden årets julefrokost på bo- og dagtilbuddet Brommeparken. 

10 borgere, der bruger dagtilbuddet, oplevede skoven og duftene på netop denne årstid op til jul. Det blev til to ture på 45 minutter. Brommeparken fik en profil med natur og udeliv fra i sommer. Og naturen spiller nu en ny og større rolle i hverdagslivet.

- Vi har en skøn natur omkring os. Den oplevede vi sammen fra hestevognen. Vi hørte hestenes rytmiske hovslag og mærkede vinden i kinderne. Det at sidde tæt sammen og have en fælles oplevelse er noget helt særligt. Nogle af vores borgere fik også en errindring om det, der var engang, fortæller Karin Prip Eriksen, teamleder på Brommeparken.

- Pædagogisk vil det at arbejde med sansestimulering og hele det relationelle i at sidde tæt sammen og få en oplevelse, som man kan tale om og genfortælle - være en gevinst. Samtidig arbejder vi med frivillige fra Bromme Køreforening og åbner på den måde op for samfundet omkring os.

Kuskene Majken Olsen og Per Grå Bromme Køreforening satte de to Oldenburgere i trav hen ad skovstierne. De to har lovet, at Brommeparken må få en ny tur, når det er lidt varmere i vejret.