Ridestævne blev en stor succes

Maria Rasmussen og hesten Nero

22.09.2017

Maria Emilie Rasmussen er 16 år og går i 10. klasse. Nu kan hun skrive arrangør af ridestævne på sit C.V. Hun har nemlig sammen med sine forældre og venneparret Tina og Thomas Dyrebjerg stået for et ridestævne ved Assens på Fyn. Overskuddet går til Epilepsihospitalets børneafdeling på Filadelfia og Alzheimerforeningen. 165 ekvipager deltog i spring- og dressurkonkurrencerne.

Stævnet samlede 25.337 kroner ind. Maria Emilie Rasmussen stillede selv op i konkurrencerne både lørdag og søndag. De kom på sejrsskamlen, og kæmpede for den gode sag.

- Ridestævnet gik over al forventning. Jeg er så stolt over, at folk ville hjælpe med at samle penge ind, så jeg kan næsten ikke komme mig over det, fortæller hun.

På frivillig basis

Al arbejdet med ridestævnet har været på frivillig basis. Lige fra at skaffe sponsorer til at bage kage. 

- Uden frivillige til at hjælpe os, kunne det slet ikke lade sig gøre. De har fx brygget kaffe og bagt alle kagerne, som vi solgte, forklarer Maria Emilie Rasmussen.

Hun fik epilepsi som 12-årig. Inden Maria Emilia Rasmussen blev henvist til Filadelfia, gik der tid med at prøve at finde den rigtige medicin. Det lykkedes først, da dygtige læger fra Filadelfia fik undersøgt hende. Nu går Maria Emilia Rasmussen til kontrol hos Filadelfia. Det er også derfor at halvdelen af overskuddet skal gå til hospitalet. 

- Jeg blev en helt anden person. jeg blev glad igen, da jeg fik den rigtige medicin. Før var jeg så træt. Når jeg kom hjem fra skole, satte jeg mig i en lænestol, og så var min dag færdig. Nu kan jeg ride og have et ungdomsliv, forklarer Maria Emilie Rasmussen, som i dag tager sin medicin morgen og aften. 

Kommer til Filadelfia

- Min hjerne fungerer lidt langsommere. Det tager længere tid for mig, når jeg skal lære noget nyt fx matematik, eller når jeg rider. Jeg skal lige læse tingene igennem en ekstra gang for at være helt sikker på, at jeg har forstået det rigtigt, forklarer Maria Emilie Rasmussen, som bøvler med hukommelsen og koncentrationen. 

Men lige nu fylder glæden over ridestævnets succes. I nærmeste fremtid kommer Maria Emilie Rasmussen og hendes mor Helle Rasmussen til Filadelfias børneafdeling for at overrække en check med et fint beløb.