Symptomer og behandling af søvnfaseforstyrrelser - Parsomni

Ved Parasomni forstås en blandet række af adfærdsfænomener, der er relateret til søvn, søvnstadier eller delvise opvågninger. 

Søvngængeri (somnambulisme)

Her vågner patienten delvist op ud af dyb søvn. Se søvnarkitektur. Er forvirret og kan give sig til at gå rundt i huset, evt. udenfor, sætte gryder over på komfuret eller foretage sig andre uhensigtsmæssige og nogle gange farlige ting. FX gå ud ad et vindue i den tro, at det er en dør.  Derfor skal søvngængeri tages alvorligt. Patienten er svær at vække under episoden, og næste morgen er der ingen eller kun glimtvis erindring om episoden.

Søvngængeri ses mest hos børn, da de kommer mest ned i dyb søvn.

De fleste mennesker kender en snært af fænomenet: når man vågner af en middagslur (hvor man netop vågner ud af dyb søvn) er man ofte forvirret og skal bruge tid på at orientere sig. Det er derfor en "power nap" ikke må vare for længe - helst max. 20 minutter.

Pavor nocturnus

Disse fænomener er beslægtede med søvngængeri: også her er der delvis opvågning ud af dyb søvn, men her vågner barnet med et sæt, skriger og er utrøsteligt; ofte er der gåsehud og kraftig sved. Tilstanden varer nogle minutter, hvorefter barnet som regel falder i søvn igen. Næste morgen huskes intet.

Både søvngængeri og pavor nocturnus ses tidligt på natten (1-1½ time efter indsovning), hvor den dybe søvn er mest markant.Se søvnarkitektur.

Mareridt

Her er skræmmende visuel eller auditiv drømmeaktivitet under søvn det mest markante symptom. Ses hyppigt, især hos børn. Mareridt ses mest under REM søvn, som alle drømme med mere struktureret indhold. Derfor ses de mest i slutningen af natten, hvor REM søvn tager overhånd. Se søvnakitektur. Kan dog forekomme ved indsovning hos patienter med narkolepsi (sleep onset night mares). 

Enuresis nocturna (vådliggen)

Kan ses ud af alle søvnstadier, men ofte i dyb søvn. Disse børn kan ikke opkoncentrere urinen så meget, som man skal for at 'ligge tø'”, men de sover ikke dybere end andre børn.

REM sleep behavior disorder

REM søvn er total afslappelse af kroppen. Hos nogle patienter svigter denne afkobling af hjernen fra kroppen, og patienten vil derfor ikke blot drømme, men også handle efter drømmenes indhold. Det kan resultere i armbevægelser, spark, slag m.m. Det er dog sjældent, at patienten forlader sengen, modsat ved søvngængeri, der også i reglen kommer tidligt på natten, hvor dyb søvn dominerer. Se søvnarkitektur. 

Denne sygdom ses ikke sjældent ved narkolepsi, men mest ved begyndende Parkinsonisme og andre degenerative nervesystemsygdomme. Både på grund af symtomernes voldsomhed og de alvorlige grundlidelser er det væsentligt at tage problemerne alvorlige. REM sleep behavior disorder kan også provokeres eller forværres ved behandling med antidepressiv medicin, fx SSI typen - kaldet lykkepiller. 

Diagnosen stilles ved polysomnografi med samtidig videooptagelse, hvor det afsløres, at de kliniske episoder sker netop under REM søvn og dermed mest i slutningen af natten, hvor REM søvn tager overhånd. Se søvnarkitektur.

Behandling: Oftest vil benzodiazepiner fx diazepam (stesolid) eller clonazepam (rivotril) være effektive. 

Restless legs

Er meget hyppigt forekommende og ikke sjældent med arvelig tendens.

Typisk klager patienterne over uro, prikken og stikken (der kan være smertefuld) i benene og sommetider også i armene, når de går til ro. Det hjælper at massere benene eller gå rundt, og det er ofte værst i varme. Som følge heraf tager det lang tid at falde i søvn, og patienterne klager over søvnløshed.

Ca. 80 % af patienterne har også periodiske benbevægelser (PLMS = Periodic Leg Movements in Sleep), hvor stortåen og foden bøjes opad rytmisk repetitivt med interval på 20-40 sek. Nogle patienter er ikke generet heraf, mens andre bliver vækket ved 'benkramper' og derfor får deres søvn forstyrret på samme måde som ved søvnapnø.

Tilstanden ses mest hos midaldrende og ældre og er som regel livslang.

Diagnosen stilles ved polysomnografi, men ofte vil en simplere metode (actigrafi - se under neurofysiologi, være effektiv. Det kan anvendes som hjemmeregistrering.

Behandling: De senere år har en række medikamenter mod epilesi og Parkinsons sygdom vist sig effektive, idet de griber specifikt ind i den forstyrrelse i centralnervesystemet, der ligger til grund. De vigtigste er Sifrol (pamipexol), Requip og Gabapentin. Kinin er fra gammel tid anvendt, men er ikke gennemprøvet i kontrollrede undersøgelser.

Vigtigt: Jernmangel kan fremkalde eller forstærke symptomerne ved RLS/PLMS. Derfor skal der altid tages blodprøve til bestemmelse af jernindholdet i kroppen, når diagnosen er stillet.

Søvnløshed (insomni)

Søvnløshed er et af de hyppigste problemer, der fører patienten til lægen. Det kan ses som symptom på en række af de søvnsygdomme, der er nævnt ovenfor. Derfor bør man hos alle patienter, der klager over søvnløshed, være opmærksom på om sådanne forstyrrelser kunne ligge til grund. Ofte vil en grundig udspørgen afklare sagen. I andre tilfælde er cardiorespiratorisk monitorering eller polysomnografi nødvendig.

Ligeledes må man klarlægge, om der ligger psykiatriske lidelser (først og fremmest depression) til grund.

Hos flertallet af patienterne med søvnløshed finder man imidlertid ikke andre tilgrundliggende sygdomme.
   
Insomni defineres som problemer med at falde i søvn (det tager mere end 30 min.) eller opretholde søvnen (man er vågen mere end 45 min. af den tid, man burde sove).

Problemet kan være forbigående: fx situationsbetinget (emotionelle/sociale traumer, flytning, tidszoneskift, skifteholdsarbejde), eller det kan være mere permanent: psyko-fysiologisk ('kamp' i sengen, hvor man ved en uheldig indlæring forbinder sengen med den dårlige søvn) eller måske dårlige sovevaner. Se søvnhygiejne). 
  
Hvis tilstanden varer mere end nogle få måneder, er der risiko for kronisk insomni, hvor søvnbesværet bliver stående, selv om den udløsende faktor er borte. Mange af disse patienter udvikler sekundære depressive tilstande og har i hvert fald en betydeligt nedsat livskvalitet på grund af kronisk træthed og utilstrækkelig hvile.

Nogle få  patienter lide af såkaldt habituel insomni ('childhood onset insomnia), hvor de siden den tidligste barndom aldrig har kunnet sove tilstrækkeligt megen dyb søvn. De sover ekstremt let, og selv en beskeden portion stimulantia (fx en kop kaffe) kan holde dem vågen en hel nat.

Ved de fleste former for insomni kan patienten ikke sove om dagen, trods stor træthed Dette i modsætning til fx søvnapnø og PLMS, hvor den dårlige nattesøvn søges indhentet ved søvn om dagen.

Det er dog vigtigt at skelne mellem:

  • Reel insomni, dvs. for lidt eller for dårlig søvn, og
  • Fejlopfattelse af søvnen, dvs. at man tror, man sover for lidt, men hvor polysomnografi viser, at nattesøvnen er normal. Nogle af disse ”patienter” vil vise sig at være short sleepers' dvs. at de sover kort, men godt – forstået således at de uden besvær kan holde sig vågne hele dagen.

Behandling ved insomni

Kortvarige insomnitilstande vil som regel svinde af sig selv, evt. hjulpet på vej med et sovemiddel, der kan bryde den onde cirkel.

Mere kronisk insomni – hvor tilgrundliggende neurologiske, psykiatriske eller medicinske sygdomme er udelukkede – er ofte ret hårdnakkede, og ikke sjældent kan psykologisk behandling være nødvendig. God hjælp kan man dog også finde i rådene om søvnhygiejne.

Desværre er tilbuddet om psykologisk behandling af kronisk insomni i Danmark meget sparsomt. Oftest skal patienten tillige betale selv. ScanSleep tilbyder et sådant kursus.

Der findes også internetbaserede behandlingstilbud, men effekten af disse er ikke særligt godt undersøgt.

Sovemidler er oftest tilbuddet til søvnløse. Behandling med sovemedicin bør dog kun gives i korte perioder (op til et par uger), da tilvænning ellers let ske. Det betyder, at medicinen vil tabe sin virkning, og større doser vil være nødvendige. Tillige vil sovemedicin oftest påvirke søvnmønsteret, således at det ikke bliver en naturlig søvn, der opnås.